Industri

Råt og godt

Fra mikrochippen på størrelse med en fingernegl til verdens største vindmølle i Østerild.

Med mit kamera og mine objektiver har jeg vist været i de fleste afkroge af industrien – og jeg er vild med at arbejde med kameraet inde i maskinrummet.

Fotografiet er eminent til at dokumentere og beskrive produkter og processer, som det ville kræve mange – og ofte teknisk indviklede – ord at forklare. Eller sagt på en anden måde: Fotos virker, hvor bogstaver kommer til kort.

Samtidig er industrifotos en gæstfri og gavmild gestus. Som virksomhed giver det jer mulighed for at invitere kunder og samarbejdspartnere ind i fabriksbygninger og ud på byggepladser, hvor der normalt er adgang forbudt.

Industrifotografiet er med andre ord en intelligent måde at kommunikere med omverden uden at kompromittere fabrikshemmeligheder og sikkerhedshensyn.

Arbejdende hænder gør sig godt

Min personlige begejstring for industrifotos skyldes ikke mindst, at pænheden ofte er lagt på hylden. En gummiged sølet til i en mudderpøl på byggepladsen, gnister der springer om ørerne i smedens værksted, cementstøvet i betonarbejderens ansigt er alt andet end pænhed, men som fotografiske motiver er de smukke, fordi de er rå og uforfalsket virkelighed.

Autentiske med andre ord.

For alle virksomheder gælder, at de skal fange opmærksomhed og differentiere sig i forhold til konkurrenter. Her kan jeg hjælpe jer med at finde jeres mest spændende motiver. Typisk vil arbejdende hænder gøre sig godt på fotografier, men spektakulære processer i produktionen eller et stemningsfuldt produktfoto med aktive medarbejdere og kunder, kan også blive fremragende motiver.

61 789 321

foto@anderstraerup.dk

© Anders Trærup

61 789 321

foto@anderstraerup.dk

© Anders Trærup